Hvorfor gjorde luxembourgerne oprør under Klëppelkrich i 1798?

Brødet blev dyrt, klokkerne tav, og unge mænd blev tvunget i fransk uniform. Efteråret 1798 bølgede et oprør gennem Luxembourgs dale og bakkede plateauer – på luxembourgsk døbt Klëppelkrich, “klokkekrigen”. Hvordan kunne Europas dengang mindste provins gå fra landlig stilhed til væbnet modstand på få uger?

I en tid hvor Liberté, Égalité, Fraternité ryddede gamle troner af vejen, blev storpolitiske beslutninger pludselig hverdag i landsbyerne ved Sûre og Our. Nye skatter, konfiskerede klostre og en brutal værnepligt ramte hårdest, hvor plovfurerne var dybest. Da revolutionens idealer mødte landsbykirkens hellige rum, slog gnisten ned.

Men oprøret var mere end blot et bondeoptøj – det var en kamp om tro, identitet og retten til at bestemme over sit eget liv. Hvem var de mænd og kvinder, der greb høtyve og jagtgeværer mod Europas stærkeste hær? Og hvorfor blev deres oprør knust så hurtigt, men aldrig glemt?

Dyk ned i historien bag Klëppelkrich, og opdag, hvordan denne korte, men dramatiske episode stadig klinger i Luxembourgs kollektive hukommelse. Læs videre for at forstå baggrunden, gnisten og arven efter oprøret, der formede et helt folk.

Baggrunden: Fra habsburgsk provins til fransk departement

Da den franske revolutionshær i 1794-95 rykkede ind over Sûre og Mosel, brød den århundredgamle habsburgske kontrol med Hertugdømmet Luxembourg sammen. Efter flere års militær besættelse blev området den 1. oktober 1795 formelt annekteret af Den Franske Republik og – sammen med store dele af det nuværende Belgien – samlet i det nye Département des Forêts med hovedstad i Luxemburg by.

Fra kejserligt len til fransk departement

• Før 1795: Luxembourg var et habsburgsk provinsområde under Østrigsk Nederlandene, opdelt i lokale stænder og domineret af kirkens og adelens privilegier.
• 1795-1796: Fransk civiladministration indfører départements-modellen; de gamle provinssogne bliver til cantoner og communes.
• 1797: Det feudale retsvæsen og de lokale stænderskatte afskaffes; franske domstole og notarer overtager myndigheden.

De revolutionære reformpakker

Område	Reform	Konsekvens i landsognene
Skatter & økonomi	Indførelse af direkte personskat, jordskat og konsumafgifter efter fransk model.	Højere kontante udgifter for bønder, der tidligere betalte i naturalier; øget gældsætning.
Metrisk system	Obligatorisk fra 1797; al handel skulle foregå i meter, kilo og liter.	Praktisk forvirring på markederne; håndværkere måtte købe nye vægte og mål.
Civilregistrering	Ægteskaber, fødsler og dødsfald skulle registreres hos borgmesteren, ikke præsten.	Oplevedes som et indgreb i religiøse ritualer og lokalt selvstyre.
Kirkelig ejendom	Nationalisering og auktion af klostre, tiendegårde og sognekirkers jord.	Tab af almisse- og skolemidler; munkes og nonners sociale arbejde forsvandt.
Klostre & ordener	Opløst ved dekret fra 1796; gejstlige måtte aflægge loyalitetsed til Republikken.	Stigende religiøs uro; præster gik under jorden eller flygtede til naboregioner.

Skiftet mærkes i hverdagen

1. Administrativ fremmedgørelse: Nye franske embedsmænd talte ikke nødvendigvis tysk eller luxembourgsk. Mange landsbyboere følte sig retsløse over for ukendte love og domstole i Luxemburg by, Diekirch eller Arlon.
2. Økonomisk byrde: Penge skat i stedet for naturalier ramte hårdest i Oeslings bjergområder, hvor selvforsyning var almindelig og kontantøkonomien svag.
3. Kulturelt chok: Fjernelsen af kirkeklokker, helgenbilleder og processionsfester blev oplevet som direkte angreb på troen – og dermed på fællesskabet.
4. Sammenbrud af velkendte netværk: Klosterhospitaler, fattigkasser og skoler lukkede; bønderne mistede både social sikkerhed og uddannelsesmuligheder for børnene.

Til sammen skabte de franske omvæltninger en dyb følelse af usikkerhed og tab af kontrol i et samfund, hvor over 85 % levede af landbrug. Når den obligatoriske værnepligt senere blev indført i 1798, faldt den på et allerede spændt og reformtræt Luxembourg – en afgørende baggrund for, at Klëppelkrich brød ud med så bred lokal opbakning.

Udløsende faktorer: Værnepligt og angreb på tradition og tro

Da Luxembourgs landsogne i sensommeren 1798 samlede sig til det, befolkningen siden har kaldt Klëppelkrich (“kæp-krigen”), var det hverken én enkelt lov eller én ideologisk konflikt, men et sammenfald af to grundlæggende erfaringer, der fik bægeret til at flyde over: tvangsværnepligten og et angreb på den katolske tros hverdagspraksis. Begge oplevedes som påtvungne franske tiltag, som ingen luxembourgsk bonde, håndværker eller sognepræst havde haft reel indflydelse på.

1. Værnepligten ifølge loi jourdan-delbrel (12. September 1798)

Hovedelement	Konsekvens i Département des Forêts
Alle ugifte mænd mellem 20 og 25 år skyldes militærtjeneste i fem år.	Cirka 2.400 unge mænd skulle udskrives – et voldsomt tab af arbejdskraft i pløje- og høstsæsonen.
Udtages ved lodtrækning; substituerede er forbudt.	Fattige familier kunne ikke længere “købe sig fri”, hvilket øgede følelsen af social uretfærdighed.
Tjeneste i den franske hær, ofte på fjerne fronter (Rhinen, Italien, Egypten).	Rygter om frygtelige tabstal og barbarisk behandling skabte massiv antimilitaristisk stemning.
Unddrager man sig, straffes man som desertør.	Skovrige randzoner mod Preussen blev til tilflugtssteder; gendarmer foretog klapjagter.

For en bonde i Oesling var hær­tjeneste lig med ruin for gården: ingen til at passe kvæget, ingen til at høste. Værnepligten stod i skærende kontrast til den gamle habsburgske ordning, hvor militærtjeneste var lejlighedsvis og hovedsageligt frivillig. Mens revolutionsregeringen talte om nation i våben, oplevede luxembourgerne snarere et uforudsigeligt kvote­system, administreret på fransk og håndhævet af fremmede gendarmer.

2. Angreb på tradition og tro

Den antiklerikale politik, som allerede siden 1795 havde reformeret kirke og kloster, ramte i 1798 kulminationspunktet:

1. Forbud mod religiøse ordener – franciskaner- og benediktinerklostre blev opløst, jord og inventar solgt ved auktion. Klostrene var ikke blot åndelige centre, men også lokale arbejdsgivere og hospitaler.
2. Konstitutionelle præster og edsaflæggelse – præster skulle sværge troskab til den franske republik. Mange nægtede, gik under jorden eller flygtede; ikke-edsaflagte præster måtte hverken messe eller døbe.
3. Borgerligt vielseskrav og Revolutionskalenderen – både bryllup og dåb skulle nu først registreres på rådhuset. Den nye kalender afskaffede søndagen som ugentlig hviledag, hvilket blev oplevet som et direkte indgreb i helligdags­kulturen.
4. Inddragelse af kirke­klokker og processionsforbud – klokker blev smeltet om til kanoner; lang­trukne maj- og valfartsprocessioner blev forbudt. Lokale helgenfester, som bandt landsbyerne sammen, forsvandt fra den ene dag til den anden.

I et radikalt landdistrikt med næsten 100 % katolikker var det mere end blot teologisk uenighed – det var et frontalangreb på landsbyens sociale sammenhængskraft. Når sognerådet ikke længere måtte forvalte kirkegården, og når børn nu blev registreret i franske civiloptegnelser frem for i kirkebogen, oplevedes det som et tab af både identitet og autonomi.

3. Oplevelsen af tvang og fraværet af lokal stemme

Set med nutidens øjne var reformerne del af en ambitiøs rationalisering, men i 1798 forstod få luxembourgske bønder hverken fransk sprog eller revolutionær retorik. Deres hverdag blev i stedet kendetegnet ved:

• Franske commissaires, som dukkede op med nye regler uden forvarsel.
• Komplekse formularer, skatter og målenheder (meter, kilogram), som brød med nedarvede vaner.
• Opløsningen af de gamle landdag- og stænder­strukturer, så ingen folkevalgte kunne tale deres sag.

Da værnepligts­kommissærerne i september 1798 stævnede landsbyens unge mænd til stationen i Diekirch, stod de lokale allerede på tærsklen til oprør. Klëppelkrich blev derfor ikke planlagt i mødelokaler, men udbrød spontant i det øjeblik, hvor tvangsværnepligten og de antiklerikale tiltag smeltede sammen til et fælles fjendebillede.

“Vi kæmper ikke mod Frankrigs frihed, men imod den hånd, der griber vores sønner og river korset ned fra vores kirker.” – mundtlig tradition, optegnet i Larochette 1835.

Med stokke, høtyve og få jagtgeværer gjorde befolkningen modstand – og netop derfor fik oprøret navn efter klëppel, den solide egestav, som både hyrder og bønder bar dagligt. Håbet var ikke at vælte republikken, men at vinde retten til at beholde sine sønner hjemme og sin tro i fred. Det var disse to krav – ingen værnepligt uden vores samtykke og ingen indblanding i vores kirke – der udgjorde de udløsende faktorer bag Klëppelkrich.

Oprørets forløb: Hvem deltog, og hvordan blev der kæmpet?

Efter flere års voksende utilfredshed nåede spændingerne et bristepunkt i sensommeren 1798. Alligevel var det ikke én dramatisk begivenhed, men en serie lokale gnister, der antændte Klëppelkrich (navngivet efter de trækløer – Klëppeln – mange bønder bar som våben). Oprøret udviklede sig hovedsageligt i den nordlige, skovrige del af landet, hvor de franske embedsmænds tilstedeværelse var tynd, og hvor kirkens indflydelse stod stærkest.

Hvem tog læsset?

• Bønder og jordbrugere
  Ryggraden i oprøret. De frygtede både afsavnet af unge mænd til den franske hær og de ekstra skatter, der fulgte med krigene.
• Håndværkere og daglejere
  Særligt smede, skomagere og kvartermestre i landsbyerne bidrog med færdigheder, logistik og netværk.
• Lokale lederskikkelser
  Skolelærere, smågodsejere eller tidligere militsfolk fungerede som talerør og samlingspunkt – oftest mænd med nogen erfaring i at læse, skrive og koordinere.
• Klare fravær
  De urbane eliter i Luxembourg By og Diekirch deltog kun sporadisk; mange havde tilpasset sig den nye administration eller frygtede repressalier.

Hvordan organiserede de sig?

Organiseringen var uformel og netværksbaseret. Landsbypræsten eller mølleren sendte mundtlige beskeder ad kirkestier og skovveje. Særskilte Klëppel-Baueren-flokke mødtes ved landsbykors eller kroer og rykkede videre i kolonner på 20-100 mand. Der fandtes ingen egentlig overcentral, men flere samtidige kilder nævner et improviseret råd i Wiltz-området, hvorfra rygtet om samordnede angreb spredtes.

Mål og metoder

1. Sabotage af værnepligtssystemet – brændte lister, ødelagde rekrutteringskontorer i Clervaux, Vianden og Redange.
2. Angreb på lokale myndigheder – maires, skatteopkrævere og retsbetjente blev truet eller midlertidigt jaget ud.
3. Symbolsk modstand – fjernelse af republikkens symboler, genopsætning af kirkeklokker eller trækrucifikser, som franskmændene havde nedtaget.
4. Våbenbrug – bøndergreb, høtyve, jagtgeværer – og ikke mindst de berømte Klëppeln, som kunne bruges både til alarm og som slagvåben.

Tidslinje for efteråret 1798

Dato	Begivenhed
3.-4. okt.	Første uroligheder i Vallée de l’Our; værnepligtskontor i Hosingen stormes.
8. okt.	Koordinerede angreb i Wiltz-området; franske gendarmer måtte trække sig.
10.-15. okt.	Oprøret breder sig mod syd og vest; høstfolk fra Atert-dalen slutter sig til.
16. okt.	General Lemoine sender mobile kolonner à 600 mand fra Bastogne og Arlon.
20. okt.	Undtagelsestilstand proklameres; porte til Luxembourg By lukkes om natten.
27.-31. okt.	Sidste større træfninger ved Boulaide og Heiderscheid; oprøret knækkes.
1.-5. nov.	Massearrestationer; omkring 200 førere føres til Diekirch og Bitburg.

Den franske modreaktion

Republikkens kommissærer kombinerede hurtig militær indgriben med juridiske skridt:

• Mobile troppestyrker med let artilleri rykkede via hovedvejene og skar forsyningslinjer over.
• Husvisitationer og gidseltagning for at bryde de lokale netværk.
• Sammenkaldelse af militære domstole (commissions militaires) der kunne dømme på stedet; enkelte henrettelser fulgte som afskrækkelse.
• Amnesti mod aflevering af våben – et redskab, der fik mange smågrupper til at opløses.

Inden begyndelsen af november var de fleste landsbyer igen under kontrol, og hverdagen, om end mærket af frygt og straf, vendte tilbage. Alligevel efterlod Klëppelkrich dybe spor i kollektiv erindring og blev et tidligt vidnesbyrd om, at befolkningen i Luxembourgs landsogne allerede dengang følte sig som noget andet end blot borgere i en fransk provins.

Konsekvenser: Repressalier, dagligliv og identitet

Repressalierne var hurtige og hårde. Da de franske kolonner i midten af oktober 1798 igen havde kontrol over Oesling og Gutland, blev oprøret officielt erklæret slået ned. Men konsekvenserne trak lange spor gennem det luxembourgske bondesamfund.

Arrestationer og domfældelser

1. Mere end 1.200 mistænkte blev arresteret i løbet af få uger; de fleste var bønder og håndværkere, men også enkelte landsbypræster og notarer havnede i cellerne.
2. En ekstraordinær domstol i Luxembourg By afsagde 57 dødsdomme; 16 af dem blev eksekveret offentligt som afskrækkelse. Resten blev omstødt til tvangsarbejde eller lange fængselsstraffe.
3. Næsten alle arresterede slap dog med bøder, tvungne edsaflæggelser og konfiskation af våben – især de karakteristiske kæppe (Klëppelen), som havde givet oprøret navn.

Økonomiske og sociale eftervirkninger

Tiltag	Konsekvens i landsognene
Høje bøder og erstatningskrav	Familier solgte jord eller kvæg for at betale; gældsniveauet steg markant i 1799-1802.
Forstærket skatteopkrævning	Skov- og saltafgifter blev indkrævet kontant – en udfordring i et naturaliepræget økonomi.
Billetéring af tropper	Landsbyerne måtte føde og huse franske soldater vinteren igennem, hvilket tømte korn- og hølagre.
Skærpet kontrol over kirkens aktiviteter	Præster skulle aflægge troskabsed til republikken; nogle menigheder stod måneder uden faste gudstjenester.

Resultatet var afsavn og usikkerhed. Landbruget havde været sat i stå under kampene; efterfølgende manglede hænder, fordi unge mænd enten var flygtet, sad i fængsel eller var blevet indrulleret i den franske hær. Mange familier oplevede for første gang at have kontant skatteskuld, hvilket styrkede lokale “hjælpe-kasser” og et spirende kreditmarked.

Fra lokalt oprør til europæisk mønster

Klëppelkrich var ikke et isoleret fænomen. Samtidigt brød Boerenkrijg ud i de sydlige Nederlande (i dag Belgien). Begge bevægelser:

• opstod i landdistrikter med stærk katolsk identitet,
• rettede sig mod Loi Jourdan-Delbrels værnepligt og mod kirkepolitikken,
• blev slået ned af en kombination af mobile franske enheder og civiladministration.

Paris læste derfor oprørene som ét sammenhængende problem: “rébellion paysanne” i den nordlige periferi. Nedkæmpelsen i Luxembourg fungerede som drejebog for indsatsen i Brabant og Vestflandern og gav Det Direktorium argumenter for yderligere centralisering.

Langsigtede spor i erindringskulturen

I det 19. århundrede kom Klëppelkrich til at indtage en særlig plads i luxembourgsk selvforståelse:

1. Nationalromantikken: Digtere som Edmond de la Fontaine (Dicks) omdannede de anonyme bønder til heroiske “Fräiheetskämpfer” i folkesange og teaterstykker.
2. Lokalpatriotisk stolthed: Landsbyer i Oesling markerede mindeaftener; kapeller og kors blev rejst, og klokkespil mindede om 1798-faldene.
3. Symbolpolitik: Under den prøyssisk-luxembourgske personalunion (1815-1890) blev oprøret brugt som bevis på lokal modstandsvilje mod enhver fremmed overhøjhed – uanset om magten var fransk, hollandsk eller tysk.

I dag kan sporene opleves flere steder:

• Monument des Braves Paysans i Schimpach, rejst i 1898 til 100-året.
• Udstillingen “1798 – Opstân am Klëppelkrich” på Musée d’Histoire(s) de Diekirch.
• Originale retsprotokoller i Archives nationales i Luxembourg By, hvor man kan følge enkelte dømtes skæbner.

Identitet og efterklang

Selv om Klëppelkrich kun varede få uger, blev den et vendepunkt. I landsognene forbandt man fremover stat og skatter med tvang; samtidig styrkede fælles modstandserfaringer sammenhængskraften i lokale fællesskaber. Mange historikere peger derfor på 1798 som et af de øjeblikke, hvor kimen til en særskilt luxembourgsk identitet blev lagt – “Europas lille hjerte” begyndte at slå i takt med minderne om kæppene, der rejste sig mod revolutionens stormagt.

Historisk vurdering i dag: Forskning, erindring og steder at opleve

De seneste årtiers forskning har nuanceret billedet af Klëppelkrich fra at være et spontant bondeoprør til et komplekst udtryk for sammenstød mellem revolutionære forordninger og lokale levemåder. Tre motivations­komplekser går igen i litteraturen:

1. Religiøs modstand: Antiklerikale tiltag – fx lukning af klostre, salget af kirkegods og præsternes civile ed – oplevedes som et direkte angreb på troen. I et territorium, hvor landsbykirken bandt samfundet sammen, udløste det frustration og frygt.
2. Værnepligtens indgreb: Loi Jourdan-Delbrel (1798) indførte almindelig værnepligt og ramte især unge bonde- og håndværkersønner. Obligatorisk tjeneste langt fra hjemmet stred imod både økonomiske nødvendigheder og en traditionel opfattelse af lokal autonomi.
3. Skatter og retslige byrder: Overgangen fra habsburgsk til fransk forvaltning medførte nye skatteformer, metrisk system og centraliseret domstols­væsen. Mange oplevede reformerne som fjerne, bureaukratiske og dyrt købt i form af bøder og beslaglæggelser af ejendom.

Kildetype	Eksempler	Forskerblik
Lokale beretninger	Landsbypræsters breve, familiedagbøger, sagn samlet i det 19. årh.	Giver stemme til bønder og håndværkere, men rummer ofte senere tilføjelser og patriotisk färve.
Franske militærrapporter	Rapporter fra armée mobile, ordonnanser om undtagelsestilstand	Detaljer om troppebevægelser og antal fanger; tone af både foragt og frygt overfor “brigands”.
Retsprotokoller	Domme fra tribunalet i Luxembourg By, bødefortegnelser	Dokumenterer individuelle skæbner, sociale netværk og strafpraksis.

Sammenlignet afslører kilderne et spændingsfelt mellem top-down-perspektivet fra Paris og bottom-up-erfaringerne i Oesling-dalen. Forskere som René Millingen og Anne-Lise Thill peger på, at religion og loyalitet til landsbyen ofte var tæt flettet sammen med modstand mod økonomiske indgreb – ikke enten-eller, men både-og.

Erindring og formidling

I dag indgår Klëppelkrich i Luxembourgs nationale selvforståelse som et tidligt udtryk for lokal selvhævdelse. Erindringskulturen har bevæget sig fra tavshed til aktiv formidling:

• Monumenter – Mindesten i landsbyerne Schimpach, Lac de la Haute-Sûre og Wiltz nævner faldne bønder ved navn.
• Skole- og hjemstavns­museer – Det lille museum i Drauffelt viser rekonstruerede 1700-tals interiører og våben fundet i markerne.
• Årlige mindevandringer – Lokale historielaug arrangerer i oktober temature ad de ruter, hvor rekrutteringskontorer blev angrebet.

Her kan du opleve klëppelkrich i dag

1. Musée National d’Histoire et d’Art (MNHA), Luxembourg By
   Særudstilling om Den Franske Revolution i Luxemburg med originale retsprotokoller og konfiskerede kirkesølv genstande.
2. Musée de l’Ardoise, Haut-Martelange
   Industrimuseum i ardoseskiferbrud, som placerer Klëppelkrich i en bredere socio-økonomisk kontekst.
3. Centre National de l’Audiovisuel, Dudelange
   Interaktivt arkiv, hvor man kan høre indtalte vidnesbyrd på luxembourgsk fra 1920’erne om “den store klæppeskrig”.
4. Kommunale arkiver i Wiltz og Clervaux
   Åbne læsesale med digitaliserede doms- og skatteoptegnelser 1795-1803.

Ved at kombinere feltbesøg i Oesling-regionens bakker med studier i de nationale samlinger får nutidige besøgende et håndgribeligt indtryk af, hvordan revolutionære idéer blev mødt med både håb og hårdnakket modstand i Europas lille hjerte.