Hvorfor blev Viandens vandkraftværk bygget i 1960’erne?

Forestil dig en kold vintermorgen i 1960’ernes Storhertugdømme Luxembourg. De glødende højovne i landets stolte stålindustri sluger elektricitet i et tempo, der kan få selv Our-floden til at løbe kold. Europa er ved at rejse sig fra krigens ruiner, elforbruget eksploderer, og alle jagter den næste geniale energikilde, der kan holde lampen tændt og fabrikkerne i gang – uden at vælte statsbudgettet eller miljøet.

Midt i denne elektriske feber findes en lille by, Vianden, klemt ned mellem stejle skovklædte bakker langs den slyngede grænseflod. Her slippe ingeniører, politikere og entreprenører deres dristigste vision løs: et underjordisk pumpekraftværk, der om dagen leverer strøm som et kraftfuldt vandfald og om natten pumper vandet tilbage op ad bjergsiden som en sovende kæmpe, der trækker vejret roligt.

Hvorfor valgte Luxembourg netop Vianden til dette teknologiske eventyr? Hvilke politiske beslutninger, økonomiske kræfter og ingeniørbedrifter banede vejen? Og hvordan forvandlede projektet både energisystemet og livet i Our-dalen? Rejs med tilbage til 1950’erne og 60’erne, hvor Europas lille hjerte slog i takt med stigende elforbrug og store drømme. I de følgende afsnit dykker vi ned i historien bag Viandens vandkraftværk – fra idé til ikon.

Efterkrigstidens energibehov og politisk bagtæppe

I årtiet efter Anden Verdenskrig forvandlede Luxembourgs økonomi sig fra genopbygning til højkonjunktur. Marshall-hjælp, lave renter og stærk efterspørgsel efter stål i det krigs­hærgede Europa skabte et opsving, der især kom landets dominerende acieries – stål- og jernværkerne i syd – til gode. Fra 1950 til 1965 blev den årlige råstålproduktion næsten fordoblet, og elforbruget fulgte trop.

Stålværkerne kørte døgnet rundt og krævede pålidelig baselast, men husholdninger og nye serviceerhverv skabte kraftige dag- og ugevariationer. Resultatet var et voksende behov for fleksibel produktion, der hurtigt kunne kobles til og fra nettet.

Europæisk integration som katalysator

Luxembourg stod ikke alene med udfordringen. Allerede i 1951 blev landet medstifter af ECSC, og med Rom-traktaten (1957) fulgte et tættere økonomisk samarbejde i EEC. Disse aftaler fremskyndede grænseoverskridende eludveksling:

1. Tyske og franske kulkraftværker producerede billig natstrøm.
2. De første atomkraftværker i Frankrig (Chooz, 1967) og Tyskland (Kahl, 1961) var designet til kontinuerlig drift.
3. Det fælles transmissionsnet blev forstærket via 220 kV-ledninger tværs over Ardennerne.

Natten gav altså et elektricitetsover­skud, mens dagtimerne – med spidser fra industri og et stigende antal elektriske husholdningsapparater – pressede nettet. Her lå pumpekraft som en oplagt løsning.

Hvorfor netop our-dalen og vianden?

• Naturlig højdeprofil: Ardennernes dybe kløfter og plateauer giver et fald på knap 300 m mellem Our-floden og højdedragene øst for Vianden – ideelt for et øvre reservoir.
• Vandrig grænseflod: Our løber på grænsen mellem Luxembourg og Tyskland, hvilket letter deling af ressourcer og udgifter.
• Nærhed til forbrug og transit: Kun 40 km luftlinje til stålværkerne i syd og få kilometer til de tyske 220 kV-stationer i Rheinland-Pfalz.
• Geologisk stabilitet: Skifergrund egner sig til tunneler og underjordiske kamre – forudsætningen for den senere, skjulte maskinsal.
• Politisk velvilje: Grænseområdet havde brug for investeringer, og myndighederne så et kraftværk som middel til at fastholde arbejdskraft og modernisere infrastruktur.

Dermed var scenen sat: Et stigende strømforbrug, et integreret europæisk marked med store natlige overskud – og et dalstrøg, der teknisk og politisk egnede sig til et storskalaprojekt. Det var denne kombination, der i sidste ende førte til beslutningen om at bygge Viandens vandkraftværk i begyndelsen af 1960’erne.

Pumpekraft som løsning: teknologi, økonomi og elmarkedets logik

Da planerne om et vandkraftværk ved Vianden tog form i slutningen af 1950’erne, var pumpekraft den mest modne og omkostningseffektive teknologi til at balancere et hurtigt voksende, men endnu ikke fuldt fleksibelt, europæisk elnet.

Hvordan virker pumpekraft?

1. Om natten – når efterspørgslen er lav, og elprisen derfor er lav – pumper kraftværket vand fra en nedre reservoir (Our-floden) op i et øvre bassin på højsletten over Vianden.
2. Om dagen, hvor industrien og husholdningerne trækker store mængder strøm, ledes vandet tilbage gennem samme turbiner, som nu fungerer som generatorer, og producerer el præcis, når den er mest værdifuld.

Processen har en samlet virkningsgrad på ca. 75-80 %, men den økonomiske gevinst ligger i prisforskellen mellem overnatslagret billig strøm og den dyrere spidsbelastningsstrøm næste dag.

Hvorfor var pumpekraft særlig attraktiv i 1960’erne?

Økonomi: Natlig overskudsstrøm bliver profit

• I 1960’erne kostede natstrøm fra kul- og atomkraft ofte under halvdelen af dagpris. Pumpeomkostningen + energitab blev derfor mere end opvejet af salgsprisen i dagtimerne.
• Kapacitetsbetalinger fra nabolandene gjorde projektet transnationalt rentabelt; SEO fik langsigtede kontrakter om levering af spidslast.
• Ved at fordele omkostningerne over Luxembourg, Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen opnåede man stordriftsfordele og solid finansiering.

Pumpekraften i forhold til alternativerne dengang

I 1960’erne var batterier langt fra industrielle skalaer, gasfyrede spidslastværker var dyre i brændsel, og vandkraft i sig selv krævede naturlige faldhøjder, som Our-dalen kun tilbød begrænset af. Pumpekraft kombinerede derfor:

1. Høj effekt (1.1 GW ved idriftsættelsen) på relativt lille geografisk areal.
2. Lagring uden brændsel og dermed uafhængighed af import.
3. Lang levetid – anlægget er stadig hjørnestenen i Storhertugdømmets energisystem over 60 år senere.

Sammenfattende var Vianden-projektet ikke blot et ingeniørmæssigt fremskridt, men også et strategisk svar på 1960’ernes ubalancer mellem en voksende, men ufleksibel baselast og et stadigt mere dynamisk elforbrug – en logik, der giver anlægget fornyet relevans i dag, hvor grøn strøm igen kræver storskala lagring.

Fra idé til anlæg: SEO, grænseoverskridende samarbejde og byggeriet

Historien om Viandens vandkraftværk – eller rettere pumpekraftværk – er også historien om, hvordan et lille grænsedistrikt blev epicenter for et usædvanligt luxembourgsk-tysk energisamarbejde.

Etableringen af société électrique de l’our (seo)

I 1951 fremlagde Luxembourgs regering den første officielle idé om at udnytte Our-dalens højde­forskelle til elproduktion. Men det var først med stiftelsen af Société Électrique de l’Our (SEO) i 1958, at projektet for alvor tog fart:

• Aktionærer: den luxembourgske stat og fælleskommunale interessenter (≈40 %) samt den vesttyske el-gigant RWE (≈60 %).
• Motivation: Luxembourg fik adgang til kapital, know-how og et garanteret salgsmarked i Ruhr-området; RWE fik til gengæld et “batteri” tæt på sit net og uden for de geologisk flade egne i Nordtyskland.
• Retsgrundlag: en bilateral statstraktat fra 1958 skabte rammen for vandret­tigheder, skatteforhold og toldfri indførsel af maskiner og byggematerialer.

Finansiering og planlægning

Grundkapitalen på knap 2 mia. luxembourgiske franc blev suppleret af langsigtede lån fra Europæisk Investeringsbank og den vesttyske Kreditanstalt für Wiederaufbau. Det finansielle set-up byggede på tre søjler:

1. RWE garanterede opkøb af en stor del af produktionen på langsigtede kontrakter.
2. Løn- og materialeomkostninger blev holdt nede via toldfordele og fælles indkøb.
3. SEO fik 30 års afgiftsfritagelse på vandafgift til Our, mod at staten fik forkøbsret på billig strøm til stålværkerne i Esch-Belval.

Nøgletræk i byggeriet

Tidslinje

• 1950-54: Førstudier bestilt af Luxembourgs regering; schweiziske og franske rådgivere vurderer Our-dalens potentiale.
• 1955-58: Forhandlinger med RWE; SEO stiftes 30. januar 1958.
• 1959: Første sprængning på Mont St Nicholas; byggepladsen beskæftiger op til 1 800 arbejdere.
• 1962: Nedre dæmning færdig; indpumpningstest påbegyndes.
• 1964 (august): Kommerciel idriftsættelse af gruppe 1-9 (9 × 100 MW) – samlet effekt 900 MW.
• 1976: Første udvidelse – gruppe 10 (200 MW) installeres for at følge med stigende spidsbelastning i Ruhr.
• 2010-2014: Anden udvidelse – ny tunnel og gruppe 11 (200 MW, reversibel) hæver kapaciteten til 1 290 MW.

Bro til det regionale elnet

Ud over selve byggeriet stod SEO for 380 kV højspændings­forbindelser til Amprion-nettet i Tyskland og til CREOS-systemet i Luxembourg. Det gjorde Vianden til en central koblingsstation – et forhold, der i dag er endnu vigtigere som buffer for varierende sol- og vindproduktion i Benelux og Nordrhinen-Westfalen.

Dermed blev visionen fra 1950’ernes planlæggere realiseret: et teknisk imponerende, økonomisk rationelt og politisk grænsebroende anlæg, der stadig sætter standarden for pumped-storage i Europa.

Virkningshistorie: lokalsamfund, natur og kraftværkets betydning i dag

Da pumpekraftværket stod færdigt i 1960’erne, forandrede det en lille bjergby til et regionalt knudepunkt for energi og turisme:

• Arbejdskraft: Op mod 700 personer var beskæftiget under selve byggeriet. I dag har anlægget ca. 40 – 50 faste medarbejdere inden for drift, vedligehold og administration – betydelige tal i en by med knap 2.000 indbyggere.
• Afledte erhverv: Håndværkere, hoteller og restauranter nyder fortsat godt af SEO’s løbende entrepriser og servicekontrakter.
• Turisme: SEO åbnede allerede i 1964 et besøgscenter. Efter moderniseringen i 2013 modtager centret årligt over 150.000 gæster, der kombinerer teknologitur med Vianden Slot og Our-dalens vandrestier.
• Lokalt brand: Pumpekraftværket indgår i byens markedsføring som “det skjulte underjordiske kraftværk”, hvilket differentierer Vianden fra andre middelalderbyer i regionen.

2. Naturpåvirkning og afbødende tiltag

Sammenfattende viser evalueringer fra Luxembourgs miljøministerium, at anlægget – selv om det har sat tydelige spor – i dag drives inden for stramme rammer for biodiversitet og vandkvalitet.

3. Anlægget som “batteri” i den grønne omstilling

1. Fleksibel lagring: Med 11 pumpe-turbiner og en kapacitet på 1.300 MW kan Vianden lagre cirka 9 GWh, svarende til hele Luxembourgs natforbrug.
2. Integration af vind og sol: Når nabolandene oversvømmes af billig natlig vind, pumper Vianden vand op. Om dagen leverer det strøm på få minutter – præcis, når solproduktionen falder.
3. Systemydelser: Kraftværket yder automatisk frekvensregulering (primary reserve) til hele det central-vestlige europæiske net, hvilket øger netstabilitet og reducerer behovet for kulbaseret spidslast.
4. Regionalt samarbejde: SEO’s tilslutninger til både den luxembourgske og den tyske højspændingsring gør anlægget til et kritisk knudepunkt for energimarkeder fra Rheinland til Rhône.

I takt med at den fossile baseload afvikles, og andelen af variabel vedvarende energi stiger, har Vianden aldrig været mere relevant. Pumpekraftværket er i dag ikke blot et levn fra 1960’ernes stålalder – men et nødvendigt fundament for et klimatisk bæredygtigt og modstandsdygtigt europæisk elnet.