Hvordan føles det, når Europas mindste storhertugdømme pludselig befinder sig midt i en af de mest ødelæggende konflikter i verdenshistorien? 10. maj 1940 blev en skæbnesvanger dato for Luxembourg. Fra den ene dag til den anden blev landets stille dale og middelalderbyer forvandlet til brikker i Det Tredje Riges aggressive skakspil, og en befolkning på knap 300.000 sjæle måtte finde modet til at kæmpe for deres identitet – eller risikere at miste den for altid.
I løbet af blot fire år foldede et helt spektakel af invasion, eksilregering, nazificering, undertrykkelse og heroisk modstand sig ud på mindre end 2.600 kvadratkilometer. Storhertuginde Charlotte blev nationens stemme i eksil, mens Gestapo slog lejr i byernes administrationsbygninger, og Luxembourgs gader fik nye tyske navne. Skoleskemaer, sprog, gudstjenester – selv dåbsattester – blev mål for en systematisk germanisering, der skulle viske grænserne mellem Luxembourg og Nazityskland ud.
Alligevel ulmede trodsigheden under overfladen. Illegale aviser cirkulerede fra køkkenborde, flygtninge blev ledt gennem mørke skove, og da Hitler indkaldte luxembourgerne til tysk krigstjeneste i 1942, svarede befolkningen igen med en landsdækkende generalstrejke – unik i det besatte Europa. Samtidig rasede Holocaust også her: synagoger blev revet ned, og tog kørte mod øst med landets jødiske borgere om bord.
Historien om Luxembourgs besættelse er kort sagt en fortælling om et lille hjerte med store slag. I de følgende afsnit dykker vi ned i de dramatiske år 1940-1944, fra blitzkrigens første tordenbrag til befrielsens befriende klokkeklang og de spor, som stadig præger landets kollektive bevidsthed. Følg med – og oplev, hvordan Luxemburgs vilje til at overleve blev endnu stærkere end de kræfter, der forsøgte at knuse den.
Invasionen den 10. maj 1940 og vejen til eksil
Luxembourg havde siden Traktaten i London 1867 været erklæret permanent neutral, og både regering og befolkning klamrede sig i mellemkrigstiden til håbet om, at stormagterne også denne gang ville respektere den lille stats uafhængighed. Neutraliteten blev understøttet af en beskeden grænsebevogtning (den såkaldte Schusterlinie af betonspærringer) og diplomatiske protester mod ethvert brud – men i praksis stod Luxembourg uden militær slagkraft, da Blitzkrieg blev udløst i Vesteuropa.
10. Maj 1940 – Morgengry uden varsel
- Kl. 3.15: Tyske spejderenheder river bommene ned ved Schusterlinien og kører uanfægtet ind over grænsen.
- Kl. 5.00: Panserstyrker fra 1. og 2. Panzerdivision ruller gennem nord og øst; broerne over Sauer og Mosel sikres, mens faldskærmsjægere besætter togstationen i Luxembourg by.
- Kl. 8.00: Regeringen konstaterer, at kampen er håbløs – landet råder kun over 425 frivillige gendarmer og toldbetjente med lette våben.
Flugten mod friheden
Allerede natten til den 10. maj havde storhertuginde Charlotte, regeringens ministre og rigsdagen besluttet at forlade landet for at undgå tysk tilfangetagelse og kunne fortsætte kampen diplomatisk.
| Dato | Stationer på flugtruten | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 10.-12. maj | Luxembourg → Frankrig (Montmédy, Poitiers) | Franske tropper ledsager konvojen. |
| 17. juni | Bordeaux | Fransk kapitulation tvinger regeringen videre. |
| 23. juni | Lissabon | Portugals neutralitet giver pusterum; visa til USA ordnes. |
| 29. august | London | Eksilregeringen installeres i 10, Belgrave Square. |
Eksilregeringen i london
I den britiske hovedstad oprettede Luxembourgs regering en officiel legation, fik adgang til guldreserven i New York og indgik Gentlemen’s Agreement med de allierede om at kæmpe for landets suverænitet. Storhertuginde Charlotte blev hurtigt selve symbolet på modstand:
- Hun talte regelmæssigt til befolkningen via BBCs udsendelser “Ici la Grande-Duchesse de Luxembourg”; stemmens varme og klare fordømmelse af nazismen styrkede moralen i det besatte land.
- Regeringen koordinerede – i det skjulte – støtte til luxembourgske frivillige i allieret uniform og sikrede, at landets interesser forblev på dagsordenen ved UNWC.
Selv om Luxembourg nu var militært besat, var staten juridisk intakt gennem eksilregeringen. Denne dobbelte virkelighed – fysisk underlagt Berlin, men politisk repræsenteret i London – blev afgørende for både den indre modstand og for landets internationale status efter 1945.
Besættelsesstyret: fra militær kontrol til civil nazistisk administration
Allerede få timer efter invasionen den 10. maj 1940 etablerede Wehrmacht et Militärbefehlshaber Luxemburg. Den spæde militæradministration var dog kun et overgangsarrangement. Berlin ønskede hurtigst muligt at omskabe storhertugdømmet fra en neutral stat til en integreret del af det nazistiske imperium.
Fra militær til civil kontrol
• 2. august 1940 forflyttede Hitler magten fra hæren til nazipartiet og udnævnte Gustav Simon, Gauleiter i nabogauet Moselland, til Chef der Zivilverwaltung (CdZ) i Luxembourg.
• 7. august blev Luxembourg underlagt Gau Moselland; alle regeringsdekreter udsendtes nu fra Simons hovedkvarter i Hôtel des Postes midt i Luxembourg by.
• 30. august 1942 fulgte en formel “tilslutning til det tyske rige” – juridisk var det blot en bekendtgørelse, men reelt en ulovlig annektering, der ophævede den luxembourgske stats eksistens.
Gauleiter gustav simons “heim ins reich”-politik
Simon agerede de facto diktator og sammenfattede sin linje i slagordet “Menschen, sprich Deutsch!”
- Alle love, domstole og forvaltningen blev omskrevet efter tysk model.
- Luxembourgs frank blev erstattet af Reichsmark; jernbaner, post og telefon blev indlemmet i tyske netværk.
- Kommuner fik tyske navne (Esch/Alzette → Esch an der Alzig), og borgmestrene blev skiftet ud med nazistisk udpegede Bürgermeister.
- Luxembourgere blev pr. dekret erklæret for tyske statsborgere – nægtelse førte til fængsel eller deportation.
Det nazistiske magtapparat – Et hurtigt overblik
| Niveau | Ledelse | Funktion |
|---|---|---|
| Gau | Gustav Simon (Gauleiter) | Øverste politiske og administrative myndighed |
| Kreis (3 distrikter) | Kreisleiter | Koordination af partiorganer, politi og økonomi |
| Ortsgruppe | Ortsgruppenleiter | Styring af kommuner, propaganda, rekruttering |
| Block | Blockleiter | Overvågning af 30-40 husholdninger, indrapportering til Gestapo |
Gestapo og undertrykkelsesapparatet
Det hemmelige politi etablerede en Leitstelle Trier-Luxemburg med afhørings- og torturcentre i rue Notre-Dame og i det tidligere gymnasium i Place de la Constitution.
- Mistanke om “anti-tyske” ytringer udløste øjeblikkelig arrestation.
- Kloster- og skolearkiver blev gennemsøgt for at identificere patriotiske præster og lærere.
- Over 2.000 luxembourgere blev sendt til koncentrationslejre i perioden 1940-44.
Partipenetret samfund
NSDAP’s masseorganisationer blev rullet ud i hele landet:
- Hitlerjugend/BDM for unge fra 10 år.
- Deutsche Arbeitsfront (DAF) for arbejdere og funktionærer; fagforeningerne blev opløst.
- NS-Volkswohlfahrt og Winterhilfswerk organiserede “velgørenhed” og social kontrol.
Tvangsmedlemskab i disse organisationer blev en forudsætning for at fastholde job, modtage rationeringsmærker og undgå Gestapo-mistanke.
Indpasning i det tredje riges krigsøkonomi
Luxembourgs industri – især stålkomplekset i Minette-området – blev hurtigt militariseret:
- Senest i 1941 kørte værkerne på 100 % rustningsproduktion, styret af Reichswirtschaftsministerium.
- Arbejdskraftmangel blev afhjulpet gennem indkaldelser af luxembourgske arbejdere til tvangsarbejde i Ruhr.
Ved slutningen af 1942 stod Simon i spidsen for en fuldt nazificeret provins, hvor luxembourgsk identitet var kriminaliseret, og hvor alle politiske, økonomiske og kulturelle organer fungerede som tandhjul i Det Tredje Riges maskineri. Denne radikale omformning lagde grunden til den folkelige modstand, der kulminerede i generalstrejken samme år – men også til et traume, som kom til at præge Luxembourgs selvforståelse længe efter befrielsen.
Germanisering og nazificering af hverdagen
Allerede få uger efter besættelsen udsendte Gauleiter Gustav Simon bekendtgørelser, der skulle ”entfranzösisere” Luxembourg. De vigtigste tiltag var:
- Forbud mod fransk i det offentlige rum – i forvaltning, retsvæsen, postvæsen, butiksfacader og reklamer.
- Påbud om tysk som eneste myndigheds- og undervisningssprog. Luxemburgsk dialekt blev tolereret i hjemmet, men vægtet som ”landlig” og uden skriftlig status.
- Bøde- og angiverordninger: Enhver, der anvendte franske ord som bonjour eller merci, risikerede bøder eller kortvarig arrestation.
| Fransk ord | Påtvunget erstatning |
|---|---|
| Bonjour | Heil Hitler / Guten Tag |
| Merci | Danke |
| Monsieur & Madame | Herr & Frau |
Omdøbning – Gader, personer og hele landet i ny dragt
- Luxembourg by blev officielt ”Stadt Luxemburg”; landet fik betegnelsen ”CdZ-Gebiet Luxemburg” og fra 1942 ”Gau Moselland”.
- Gader opkaldt efter franske eller luxembourgske helte fik nye navne efter tyske generaler eller nazistiske martyrer; Avenue de la Liberté blev til Adolf-Hitler-Straße.
- Borgernes for- og efternavne blev germaniseret i registre: Jean blev Johann, François til Franz.
Skole, ungdom og den nazistiske ”volksgemeinschaft”
Uddannelsessystemet blev et centralt redskab til ideologisk indoktrinering:
- Nazificerede læreplaner: Tysk historie, racebiologi og militær gymnastik erstattede fransk litteratur og civilsamfundsfag.
- Lærerrenselser: Lærere, der nægtede at aflægge troskabsed til Hitler, blev afskediget eller sendt til koncentrationslejre.
- Obligatorisk medlemskab i Hitlerjugend (drenge 10-18 år) og Bund Deutscher Mädel (piger 10-21 år) fra 1941. Uniform, salut og paroler blev en del af hverdagen, og organisationerne fungerede som forberedelse til arbejds- og militærtjeneste.
Censur og propaganda – Én sandhed tilladt
Pressen, teatre og biografer blev strakscensureret af Propaganda-Amt Luxemburg. Radiosendere blev konfiskeret eller plombet; det var strafbart at lytte til BBC eller Radio Lëtzebuerg i eksil. Kun Tysklands sejrsmeldinger og nazistiske filmjournaler nåede lærredet. Et net af angivere (Blockleiter) rapporterede om ”fjendtlig lytning” og videregav navne til Gestapo.
Arbejdspligt og politisk mobilisering
- I juni 1941 indførtes Reichsarbeitsdienst (RAD) for unge mænd og kvinder – seks måneders tvangsarbejde i landbruget eller ved befæstningsanlæg i Rhinlandet.
- Fra 1942 omfattede Arbeitseinsatz hele arbejdsføre befolkningen: stålindustrien i Esch-Belval, minerne og tyske våbenfabrikker i Ruhr.
- ”Arbejdssedlen” blev et kontrolinstrument: nægtelse medførte deportation til koncentrationslejre eller straffebataljoner ved Østfronten.
Gennem disse tiltag forsøgte naziregimet at udviske luxembourgsk identitet og omskole befolkningen til loyale medlemmer af den tyske Volksgemeinschaft. Repressiv kontrol, daglig propaganda og tvungen organisationsdeltagelse skabte imidlertid også grobund for passiv modstand og styrkede følelsen af en særskilt luxembourgsk nationalitet – en følelse, der skulle vise sin styrke i de følgende kapitler om generalstrejke og befrielse.
Forfølgelse og Holocaust i Luxembourg
Allerede få uger efter Gauleiter Gustav Simon overtog magten i sommeren 1940, blev de tyske Nürnberglove udstrakt til Luxembourg. Dermed blev jøderne frataget statsborgerskab, stemmeret og de fleste borgerlige rettigheder.
- 27. september 1940: Registreringspligt for alle personer “af fuldt eller delvist jødisk blod”.
- 5. november 1940: Forbud mod at eje eller drive detailhandel, håndværksvirksomheder og industrielle firmaer.
- 1. september 1941: Tvang til at bære den gule Davidsstjerne i det offentlige rum.
Lovene blev ledsaget af en kampagne i pressen og i radioen, der udstillede jøder som “fremmede elementer” og belastede samfundsparasitter. Resultatet var social isolation, chikane og en massiv flugt til Frankrig og Portugal i 1940-41.
Økonomisk “arisering” og ødelæggelse af det jødiske miljø
Med økonomisk “Entjudung” stjal nazisterne systematisk formuer, ejendomme og virksomheder:
| Type af ejendom | Metode | Konsekvens |
|---|---|---|
| Bankindeståender | Frosset og overført til tysk statskonto | Ca. 22 mio. lux. franc beslaglagt |
| Bygninger | Nødtvangssalg under markedspris | 225 ejendomme “ariseret” |
| Detailhandel | Opsigelse af lejemål, tvangslukninger | Ca. 300 forretninger forsvandt |
Symbolerne for jødisk liv blev mål for hærværk. Den store synagoge i Luxembourg by blev sprængt i luften i august 1941, og synagogerne i Esch-sur-Alzette og Ettelbruck led samme skæbne kort efter.
Deportationer: Fra småt land til store lejre
I takt med den nazistiske “Endlösung” blev jødiske mænd, kvinder og børn deporteret i syv transporter mellem oktober 1941 og juni 1943.
- 16. okt. 1941 – 323 personer til Łódź-ghettoen.
- 1. april 1942 – 302 til Izbica transitghetto.
- 12. juni 1942 – 58 til Auschwitz.
- … (yderligere fire transporter til Theresienstadt/Auschwitz).
Af de ca. 3 900 jøder, der boede i Luxembourg før krigen, overlevede kun omkring 75-100. Resten blev dræbt i ghettoer, udryddelseslejre eller under vejtransporterne.
Andre forfulgte grupper
- Politisk modstand: Medlemmer af kommunistiske, socialistiske og liberale grupper blev arresteret, mange sendt til KZ-lejren Hinzert; mindst 400 luxembourgere døde i nazi-lejre.
- Katolske præster og munke: 36 præster deporteret; flere døde i Dachau for at have prædiket imod nazificeringen.
- “Réfractaires” og strejkeledere: Efter generalstrejken i august 1942 blev 21 personer standretsmorderisk skudt i Colmar-Berg og Hinzert.
- Sinti og Roma: Mindst 90 blev interneret og senere deporteret til Auschwitz-Birkenau.
Internering, tortur og henrettelser
Gestapo havde hovedkvarter i “Villa Pauly” i Luxembourg by, et sted berygtet for brutal afhøring og tortur. Fra 1940 til 1944 blev anslået 2 000 luxembourgere interneret i “KZ-Aussenlager” som Hinzert, Natzweiler og Ravensbrück. Mindst 590 blev henrettet eller døde af mishandling.
Minde og retsopgør
Efter befrielsen i 1944 rejste landet sig langsomt fra traumet. Retsopgør mod “Volksdeutsche” og kollaboratører resulterede i 265 dødsdomme (45 eksekveret). Synagogerne er genopført som monumenter, og ved Holocaust-mindestederne i Luxembourg by og Esch-sur-Alzette lægges hvert år kranse den 27. januar og 10. maj.
Forfølgelsen i Luxembourg minder om, hvordan selv Europas mindste nationer blev trukket ind i Holocausts mørke – men også om den moralske forpligtelse til at huske og vidne.
Modstand, værnepligt og generalstrejken i 1942
Allerede kort efter besættelsen begyndte små, decentrale grupper at organisere sig mod den nazistiske magtovertagelse. De vigtigste organisationer var:
- LPL – Letzeburger Patriote Liga
Fokus på illegal presse (bladet Ons Hémecht), sabotage af jernbaner og hjælp til allierede piloter. - LRL – Letzeburger Rót Léiwen (Røde Løver)
Tæt forbundet med socialdemokratiske kredse; opbyggede en effektiv kurértjeneste til Belgien. - LVL – Letzeburger Vollekslegión (Folkets Legion)
Et mere højreorienteret, katolsk funderet netværk, der især koncentrerede sig om sabotage mod tvangsarbejde.
På tværs af grupperne udkom over 30 forskellige illegale blade og løbesedler; de krydskopierede BBC-nyheder, sendte hemmelige beskeder og opfordrede til civil ulydighed.
Folketællingen 10. Oktober 1941 – “mir sinn lëtzebuerger!”
Gestapo krævede, at befolkningen skulle erklære sig som “Deutsch”. 95-97 % skrev i stedet “Lëtzebuerger”, en fredelig, men kraftfuld markering af national identitet, der gav modstandsbevægelsen moralsk rygvind og overbeviste mange tøvende om at tage aktivt del.
Flugtruter & “réfractaires”
Nettet af hemmelige stier over Ardennerne, kaldet “Maquis Mosellan”, hjalp:
- Allierede piloter, der var skudt ned over Tyskland eller Belgien.
- Jøder og politiske modstandere på vej mod Schweiz, det unoccupied Frankrig eller Spanien.
- Efter 1942: tusinder af unge mænd – de såkaldte réfractaires – der nægtede at trække i tysk uniform.
Tysk værnepligt og det nationale traume
| Dato | Hændelse |
|---|---|
| 30. august 1942 | Gauleiter Gustav Simon påbyder obligatorisk værnepligt for mænd født 1920-1924. |
| 31. august – 2. september 1942 | Landsdækkende generalstrejke bryder ud i miner, stålværker, offentlige kontorer og skoler. |
Strejken var spontant organiseret via mund-til-mund og illegale skilte. Over 20.000 arbejdere lagde arbejdet ned. Den ramte især de store stålkomplekser i Minette-regionen (Esch-Belval, Dudelange) og spredte sig til nordlige landsbyer – en sjælden enhedshandling mellem arbejdere, bønder og byfunktionærer.
Nazistisk modreaktion
- Gestapo arresterede mere end 1.800 personer på få dage.
- 20 ledere blev stillet for en Standgericht i Hinzert og henrettet den 2.-3. september.
- Hundredvis blev sendt til koncentrationslejre; resten modtog fængsel eller tvangsarbejde i Ruhr.
- Værnepligten blev trods alt håndhævet – i alt ca. 12.000 luxembourgere endte i tysk krigstjeneste; knap 3.000 døde ved østfronten.
Arven efter 1942-oprøret
Selv om strejken militært set blev knust, blev den et mytisk omdrejningspunkt for efterkrigstidens nationalfortælling. Den viste, at civil modstand – selv i et lille land uden hær – kunne udgøre en moralsk front mod nazismen. I dag mindes navnene på de henrettede strejkeledere på mindesmærket “Monument National de la Résistance” i Esch-sur-Alzette og ved den årlige Streik-Gedenkdag den 31. august.
Befrielsen i 1944 og arven efter besættelsen
Efter landgangen i Normandiet rullede Third U.S. Army under general George S. Patton hastigt mod øst. Den 9. – 10. september 1944 blev de sydlige kantoner renset for tyske tropper, og kl. 16.30 den 10. september kørte 5th U.S. Armored Division ind på Place de la Gare i Luxembourg By. I løbet af få timer vajede luxembourgske trikolorer fra offentlige bygninger, og gaderne fyldtes af mennesker, der hilste de amerikanske soldater som befriere.
| Dato | Hovedbegivenhed |
|---|---|
| 10. 9. 1944 | Befrielsen af Luxembourg By |
| 11.-15. 9. 1944 | Resterende byer i syd og centrum ryddes for tyske styrker |
| 26. 9. 1944 | Frontlinjen stabiliseres langs den tysk-luxembourgske grænse |
Den hurtige sejr betød dog ikke fuld sikkerhed. Store dele af infrastrukturen var ødelagt, og befolkningen kæmpede med varemangel, evakuerede, miner og artilleribeskydning fra den tyske side af Sauer-floden.
Ardenneroffensiven bringer krigen tilbage
Den 16. december 1944 indledte Hitler sin sidste store offensiv i vest – Ardenneroffensiven (Battle of the Bulge). Nordlige Luxembourg blev igen krigsskueplads:
- Byer som Wiltz, Clervaux og Diekirch blev besat eller sønderbombet.
- Tusinder af civile flygtede mod det allerede befriede syd; andre søgte ly i kældre og skove.
- Kampene kostede ca. 5 000 allierede og 3 000 tyske soldater livet på luxembourgsk jord.
Først den 21. januar 1945 var hele storhertugdømmet definitivt frit.
Storhertuginde charlottes hjemkomst
Mens regeringen i eksil vendte tilbage kort efter septemberbefrielsen, fulgte storhertuginde Charlotte først den 14. april 1945 – symbolsk ledsaget af amerikanske tropper fra Hamm til det kongelige palæ. Hundrede tusinder samledes for at fejre hendes hjemkomst, der blev et stærkt samlingspunkt efter fem års tvungen tavshed.
Retsopgør og genopbygning
Allerede den 6. september 1944 udstedte eksilregeringen en forordning om at retsforfølge kollaboratører (épuration). Resultatet blev:
- Ca. 10 200 personer retsforfulgt for Nationalehrabschneidung (national ærekrænkelse).
- 34 dødsdomme, heraf 18 eksekveret.
- Konfiskation af formuer, tab af borgerlige rettigheder og interneringslejre i Glacis-kasernerne samt senere i Reckange.
Processerne vakte debat om retssikkerhed og graden af kollektivt ansvar, men markerede samtidig en officiel afstandstagen til nazismen og lugtede opgør med fortiden.
Mindekultur, monumenter og årlige markeringer
Besættelsen og befrielsen har sat sig varige spor i det luxembourgske landskab og i den kollektive erindring:
- Luxembourg American Cemetery i Hamm: 5 070 amerikanske faldne – heriblandt general Patton – ligger her.
- Monument National de la Résistance et de la Déportation ved Notre-Dame-kirkegården i Luxembourg By: samlingspunkt for officielle ceremonier.
- Museum for Modstand i Esch-sur-Alzette og lokale Battle of the Bulge museer i Wiltz, Clervaux og Diekirch.
- Gëlle Fra (Den Gyldne Dame) – nationalt frihedsmonument, genrejst i 1945 efter at være blevet fjernet af nazisterne.
Mindehøjtideligheder afholdes hvert år:
- 10. oktober – Journée de la Résistance, til minde om folketællingen i 1941 og den civile modstand.
- 4. september (variabel dato) – lokale befrielsesdage i mange kommuner.
- Ugen omkring 16. december – ceremonier for ofrene for Ardenneroffensiven.
På tværs af generationerne bruges disse markeringer til at fastholde fortællingen om et lille lands kamp for identitet og frihed – et centralt element i Luxembourgs selvforståelse som “Europas lille hjerte – store oplevelser”.
