7 glemte modstandsgrupper i Luxembourg under besættelsen 1940-1944

Luxembourg er et land, der ofte beskrives som Europas lille hjerte - men under Anden Verdenskrig bankede dette hjerte hårdt og trodsigt imod den nazistiske besættelsesmagts jerngreb. Vi kender alle de store fortællinger om modstandskampe i Frankrig, Holland og Danmark, men hvad med de små landsbyer langs Sûre-floden, minebyen Dudelange eller klostergangene på Kirchberg? Her - i skyggen af de officielle historiebøger - opstod mod, kreativitet og offervilje, der fortjener at blive fortalt.

Denne artikel graver fem etager ned under de kendte monumenter og plaketter og fremkalder syv modstandsgrupper, som historien næsten har slettet fra hukommelsen. De var kulminearbejdere, jernbanefolk, præster, gymnasieelever og jævnaldrende søstre, der smuglede breve under kager i cykelkurve. De saboterede tog, forskyttede allierede piloter i fyrretræsskove og trykte illegale aviser på dånende loftsrum, hvor lugten af tryksværte blandede sig med frygten for Gestapos støvler på trappen.

Hvorfor har vi aldrig hørt om dem? Fordi arkiverne sprængtes, fordi vidnerne tav af skam eller sorg, og fordi den nationale heltefortælling altid har foretrukket de store, letgenkendelige navne. Her på luxembourg.dk åbner vi døren til de støvede kældre og fortættede minder, der gemmer sig bag kirkespirene og de bølgende vinmarker - og viser, at modstand kan være lige så lokalt som en dialekt og lige så skrøbeligt som et forfalsket identitetskort.

Følg med, når vi:

• tegner besættelsens brutale bagtæppe,
• præsenterer de syv glemte grupper og deres dristige aktioner,
• blotlægger deres hemmelige metoder og dødsensfarlige netværk,
• og undersøger, hvorfor deres navne - indtil nu - er druknet i tavshed.

Velkommen til historien om Luxembourgs skjulte mod. Tag plads i tidsmaskinen - næste stop er 1940.

Besættelsen 1940-1944: Rammerne for modstand i Luxembourg

Ved daggry 10. maj 1940 krydsede Wehrmacht de luxembourgske grænser under Fall Gelb. Den lille storhertugdømmes neutrale status blev brudt på få timer, og regeringen gik i eksil i London. I første fase styrede en militærkommandantur, men allerede i juli 1940 indsatte Berlin den fanatiske nazist Gauleiter Gustav Simon, der gjorde Luxembourg til et “CdZ-Gebiet” (Chef der Zivilverwaltung) under det nærliggende Gau Moselland. Målet var fuld annektering og Gleichschaltung af stat, økonomi og befolkning.

Intensiv nazificering og tvangsgermanisering

• Sprog- og kulturpolitik: Brug af fransk blev forbudt; alle forretningsskilte, gadenavne og efternavne skulle for­tyskes (Dupont → Brückner). Luxembourgerne blev officielt erklæret som „Volksdeutsche”; enhver afvigelse blev anset som illoyalitet.
• Ideologisk ensretning: Nazistiske organisationer som Hitlerjugend, Bund Deutscher Mädel og NSDAP-Ortsgruppen blev udbredt; medlemskab blev de facto obligatorisk.
• Kirkeligt pres: Den katolske kirke - samlingspunkt for national identitet - blev overvåget og censureret; præster mistede prædikeret tilladelse, hvis de kritiserede regimen.

Tvangsarbejde, værnepligt og økonomisk udbytning

Den industrielle sydregion (Minette) med stål- og jernmalmsminer var vital for det tyske rustningsprogram. Arbejdere blev omplaceret, og kvinder måtte besætte mændenes stillinger, efterhånden som disse blev sendt til krig eller tvangsarbejde.

Repression: Gestapo og sd’s jerngreb

I Villa Pauly i Luxembourg By etablerede Gestapo sit hovedkvarter med torturkamre i kælderen. Sammen med Sicherheitsdienst (SD) opererede de netværk af stikkere, gennemførte razziaer i landsbyer og infiltrerede modstandsgrupper. Over 5.000 borgere blev interneret eller deporteret til koncentrationslejre - et konstant rædselsscenarie, der gjorde konspirativ adfærd livsnødvendig.

Sociale, geografiske og politiske grobunde for modstand

1. Grænselandets smuglerstier: De skovklædte Ardener og Sûre-dalen bød på naturlige skjulesteder og hemmelige passager til Belgien og Frankrig - perfekte ruter for kurérer og flygtninge.
2. Industribæltet i syd: Tæt sammentømrede mine- og stålarbejdermiljøer gav grobund for illegal organisering og sabotage af jernbaner og højeovne.
3. Landdistrikter og præstegårde: Spredte gårde og kirker fungerede som skjul og lagre; præster formidlede nyheder og falske dåbsattester.
4. Studenter og gymnasiaster: Unge fra Lycée de Garçons og Athénée de Luxembourg dannede de første illegale bladselskaber, inspireret af hollandske og belgiske pendanter.
5. Politisk mangfoldighed: Fra konservative royalister over socialister til kommunister var fællesnævneren national selvstændighed; forskelligheden førte til små, decentrale grupper - dem denne artikel afdækker.

Fra passiv afvisning til aktiv modstand

I starten udtrykte befolkningen modvilje ved små signaler - tale luxembourgsk, beholde trikoloren gemt i skabe, ignorere nazimøder. Men efterhånden som værnepligten og de hårde razziaer ramte, skiftede stemningen fra tavs protest til organiseret modstand:

• Illegale aviser som “Ons Hémecht” spredte nyheder fra BBC.
• Netværk organiseret af jernbanearbejdere guidede allierede piloter mod Frankrig.
• Sydlige minearbejdere saboterede malmvogne og brændte fascistiske arkiver.

Det er i dette miljø af pres, frygt og sammensvejsede lokalsamfund, at de syv mindre kendte modstandsgrupper opstod - hver med deres særlige sociale rødder, geografiske fordele og operative metoder. De bliver præsenteret i næste afsnit.

Syv glemte modstandsgrupper: kortportrætter og nøgletræk

1. «stëmm vun der schmelz» - Stålarbejdercellen i minett

• Oprindelse & rekruttering: Opstod i foråret 1941 blandt unge stål- og højovnarbejdere på ARBED-værkerne i Esch, Differdange og Dudelange. Rekrutterede gennem sportsklubber og fagforeningsrester.
• Virkeområder: Minett-området; især værker, tilkørselsbaner og malmhavne ved Alzette.
• Ledende personer: Jean «Bäres» Reuter (dæknavn «Bruder»), værkfører; Irma Ketter (dæknavn «Lucia»), maskinskriver.
• Aktioner:
  • Mikrosabotage i højovne (salt i lejer, fejljustering af kedler).
  • Skjulte fotograferinger af produktionen til allieret efterretning.
  • Kanalisering af tvangsarbejdere til flugtrute via Audun-le-Tiche.
• Forbindelser: Løs kontakt til det franske netværk «Libération-Nord» via jernbanekurér.
• Opløsning & tab: 16 anholdelser under Gestapo-razzi­aen 3. maj 1944; fem døde i Natzweiler; resten opløst i små celler, der overlevede til befrielsen.

2. «klerfer kräiz» - Det monastiske netværk i klostrene ved clervaux

• Oprindelse & rekruttering: Dannet af benediktinermunke i Abbey Saint-Maurice sammen med lokale kateketer. Rekrutterede ministranter og spejdere som kurerer.
• Virkeområder: Nordlige Éislek, især Clervaux, Troisvierges og Oesling-skovene.
• Ledende personer: Dom Pius Biver (dæknavn «Frère Michel»); lærerseminarist Anne-Marie Steffen («Esther»).
• Aktioner:
  • Skjulte jødiske flygtninge i klosterkældre.
  • Radiolytning og afkodning af BBC-meddelelser til distribution i katekesekredse.
  • Fremstilling af falske dåbsattester til at maskere identiteter.
• Forbindelser: Samarbejdede med belgiske «Service D» i Saint-Hubert via præstelige forbindelser.
• Opløsning & tab: Netværket blev aldrig fuldt afsløret; to munke deporteret til Dachau, begge overlevede. Gruppen fortsatte frem til januar 1945.

3. «éisleker studentekrees» - Universitetscellen fra luxembourg-by til leuven

• Oprindelse & rekruttering: Grundlagt af luxembourgske studerende tvangsforflyttet til tyske og belgiske universiteter. Brugte studie- og stambogskredse til hvervning.
• Virkeområder: Luxembourg-by, Leuven, Bonn og illegale studieophold i Diekirch.
• Ledende personer: Paul-Henri Muller («Heinz»), medicinstuderende; Margot Theisen («Lola»), jurastuderende.
• Aktioner:
  • Distribuerede illegale bladet «Uenighäit» på gymnasier og universiteter.
  • Skabte mikrofilm-ruter mellem Leuven og London via diplomatpost.
  • Arrangerede sabotagekurser i kemiske laboratorier (røgrør, tændsats).
• Forbindelser: Løst bånd til det hollandske net «Nederlandse Studentenverzet».
• Opløsning & tab: 1943-razzia i Leuven knækkede halvdelen af kredsen; fire henrettet i Köln-Ehrenfeld; resten fortsatte spredt frem til september 1944.

4. «grupp hamilius» - Post- og jernbanefolkenes efterretningsring

• Oprindelse & rekruttering: Drevne postassistenter på P&T-hovedkontoret i Luxembourg-by rekrutterede kolleger på CFL-jernbanen.
• Virkeområder: Hovedposthuset, Gare-kvarteret, strækningen Luxembourg-Wasserbillig.
• Ledende personer: Albert Hamilius («Postillon»), sorteringsleder; Henriette Weyrich («Linea»), telegrafist.
• Aktioner:
  • Opsnappede feltpost fra Wehrmacht og videresendte koder til den britiske SOE via diplomathuslederen ved den portugisiske legation.
  • Lavede uheld på rangerarealer for at forsinke troppe- og malmtransporter.
  • Omspecificerede deportationslister, så enkelte personer undgik transport til Østfronten.
• Forbindelser: Tæt kurerlinje til franske «Résistance-Fer».
• Opløsning & tab: August 1944: Gestapo infiltrerede via en tvangsindskrevet luxemburger; 11 arresteret, to dræbt under tortur; sagen førte til intet retsopgør efter krigen pga. destruerede sagsmapper.

5. «organisatioun moses» - Jødisk rednings- og forfalskningsnetværk

• Oprindelse & rekruttering: Startede oktober 1940 i Esra Gewands synagoge-kreds i Luxembourg-by; senere forstærket af belgiske og polske flygtninge.
• Virkeområder: Byen, Moseldalen og en korridor til Saarland.
• Ledende personer: Rabbineren Salomon Toledano («Onkel Mo»); typograf Léon Fisz («Grafiker»).
• Aktioner:
  • Fremstillede over 250 falske identitetspapirer og arbejde-tilladelser.
  • Etablerede flugtrute via vinmarker til den franske zone under Vichy (før november 1942) og senere til Schweiz.
  • Indsamlede efterretninger om konfiskeret jødisk ejendom til brug i efterkrigs-restition.
• Forbindelser: Kontakt til franske OSE («Œuvre de Secours aux Enfants») og schweiziske «Église Libre».
• Opløsning & tab: I juli 1944 blev trykkeriet i Rue Louvigny afsløret; fem henrettet i Hinzert; 67 reddede sig over grænsen. Efterkrigstiden: kun få fik officiel anerkendelse før 1980’erne.

6. «südgrenz linie» - Mosel-bønders kurer- og flugtrute

• Oprindelse & rekruttering: Vinbønder i Remich, Wormeldange og Grevenmacher organiserede sig efter de første tvangsindkaldelser i 1942.
• Virkeområder: Mosel-skråningerne; udnyttede vinkældre og flodpramme.
• Ledende personer: Vinhandler Robert Ney («Pinot»); søster Gertrud Mayer («Mosella»).
• Aktioner:
  • Overførte desertører og allierede piloter i tønder på pramme til fransk kontrolzone.
  • Opsamlede luftnedkastet materiel til andre grupper.
  • Saboterede toldstationernes elektriske installationer for at skabe strømudfald.
• Forbindelser: Kanal til franske «Maquis de Laforêt» i Lorraine.
• Opløsning & tab: Overlevede som aktiv linje næsten frem til befrielsen; kun tre medlemmer arresteret, to døde i Hinzert. Linjen lukkede sig selv 6. september 1944 og fjernede alt arkivmateriale.

7. «kanner vum minett» - Minearbejdernes ungdomsgruppe

• Oprindelse & rekruttering: Unge drenge og piger (14-18 år) tilknyttet minerne i Rumelange og Kayl; udsprang af katolske ungdomsforeninger, som nazisterne opløste.
• Virkeområder: Underjordiske mineskakter, tipvogne og værksteder.
• Ledende personer: 17-årige Marcel Goerens («Krommes»); hans søster Cécile («Lisé»).
• Aktioner:
  • Småskala-eksplosioner, der ødelagde borhoveder og sinkede malmproduktionen.
  • Skrev antinazistiske slagord med minekridt på vogne, der kørte til Tyskland.
  • Fungerede som kurerer for «Stëmm vun der Schmelz».
• Forbindelser: Ingen direkte internationale forbindelser; lokalt koblet til arbejderceller i Esch.
• Opløsning & tab: December 1944: Gestapo arresterede 14 unge; tre deporteret til koncentrationslejre (alle overlevede). Efter krigen blev gruppen kun marginalt nævnt i officielle hyldester, primært pga. deres ringe alder.

Metoder, netværk og risiko: sådan arbejdede de glemte grupper

Da de syv oversete luxembourgske modstandsgrupper begyndte deres aktivitet i 1940-41, stod de over for en besættelsesmagt, der hurtigt lukkede politiske partier, censurerede pressen og sendte Gestapo-folk ud i selv de mindste landsbyer. Deres svar blev en fraktal modstand: små, uafhængige celler forbundet af skjulte budbringere og en konstant udveksling af koder, signaturer og improviserede teknologier. Nedenfor folder vi metoderne ud - og ser samtidig på, hvordan tyskerne forsøgte at knuse dem, samt hvilke spor dette efterlod i lokalsamfundene.

1. Konspirativ organisering: Celler på tre til fem personer

Grupperne - fra jernbanearbejdernes “Streckesäit” til de katolske studerendes “Esperanto” - lånte principper fra både fransk Résistance og belgiske Partisans Armés. Ét grundprincip gik igen:

• Vertikal opdeling: Ingen kendte mere end to led op eller ned i kæden.
• Dobbelt lederskab: Både en “civil” koordinator (papirer, indkvartering) og en “operativ” (sabotage, våben).
• Krypterede mødesteder: Koordinater i form af bibelvers, opskårne spillekort eller knappenåle i bykort.

2. Kurerlinjer og grænsepassager

Luxembourg delte border med både det besatte Belgien og det nazificerede Gau Moselland. Det skabte smuthuller:

1. Sydbanens tunneller - brugt af minearbejdere til at smugle mikrofilm under kullag.
2. Our-dalen - stier kun få gendarmer kendte, bevogtet af lokale hyrdedrenge.
3. Klosterruter - nonner i Echternach skjulte brevsprækker i messetunicaer.

Kurererne var typisk cyklende unge - “pimpampinnen” - der udgav sig for at sælge æg eller hente mælk på den tyske side.

3. Skjulesteder og falske identiteter

Forfalskede papirer kom fra to hovedkilder: en trykplade stjålet på hovedposthuset i Luxembourg By og en pensioneret notar i Diekirch, der kopierede segl med bivoks. Kombinationen gjorde det muligt at udstede både arbejdskort, fødselsattester og endda “arier-beviser”.

4. Radiosendere, mikrofilm og hemmelige skrifter

• “Josy 2”-stationen i Esch-sur-Alzette sendte morsekoder på 6,120 kHz hver tirsdag aften kl. 23:05-23:20.
• Mikrofilm fra Cockerill-værftet i Belgien rullede indsyet i kasketter; en film på størrelse med et frimærke kunne rumme en måneds efterretningsrapporter.
• Illegale blade som “D’Lëtzebuerger Stëmm” trykt i 200-500 eksemplarer i kældre med håndsatte typer, ofte drysset med kaffegrums for at sløre trykduften.

5. Sabotage af jernbane og industri

De glemte grupper stod bag mindst 47 dokumenterede aktioner mellem 1942 og 1944:

1. Overkogning af lejer på godslokomotiver - små kobbermønter placeret i oliebeholderen.
2. Forsinkelsesbomber i transformatorer ved ARBED-stålværket.
3. Nitrit-blandinger i tyske lastbilers brændstoftanke, leveret via tilsyneladende harmløse “serviceeftersyn”.

Målet var ikke blot materiel skade, men at underminere besættelsesmagtens tidsplaner - hver togbrokering kunne forsinke rute “Eifel-Paris” med 6-12 timer.

6. Støtte til desertører og allierede piloter

Mindst 280 tyske desertører og 37 nedskudte allierede flyvere passerede landet via de syv netværk. Et typisk forløb:

1. Modtages i en lade ved Wiltz; får civilt tøj og falsk identitet.
2. Transporteres på ladet af en Citroën Rosalie udstyret med skjult rum bag benzintanken.
3. Krydses over Sûre-floden ved Sauerbréck om natten; herfra videre til den belgiske Comète Line.

7. Modpartens metoder og konsekvenser for lokalsamfundene

• Infiltration: Gestapo-agent “Karl Dorn” arbejdede et halvt år som chauffør i bjergværkerne før massearrestationen 12. okt. 1943.
• Razziaer: Såkaldte “Flurbereinigung” skræmte hele landsbyer på én nat; i Vianden blev 60 husstande tømt for sengetøj og konserves for at tvinge befolkningen til angiveri.
• Tortur og deportation: Den berygtede Villa Pauly i Luxembourg By udsatte 1.500 personer for forhør; over 400 døde senere i Natzweiler og Dachau.

Konsekvensen var en dobbelt virkelighed: På overfladen fik mange pastorater og lokalråd pligt til at flage med hagekorset, men i kældre og baglokaler fortsatte tryksagerne og kurerlinjerne. Samtidig sås kollektive straffe - fx spærretid på 18 måneder i grænsebyen Rosport - som i efterkrigstiden kastede lange skygger over naboskab og skyld.

8. Risikoens pris

Af de omkring 900 aktive i de syv grupper blev ca. 220 arresteret; heraf overlevede 85 ikke krigen. Tabet gik ikke kun på liv; hele landsbysamfund mistede forsørgere, præster og lærere, hvilket efterlod et tomrum, der først langsomt blev erkendt i efterkrigsårenes ofte mere nationalt fokuserede heltefortællinger. Disse “små” netværk bar imidlertid det store ansvar for, at information og mennesker fortsat kunne flyde gennem Europas lille hjerte - selv mens Nazityskland forsøgte at kvæle det sidste åndedrag af frihed.

Eftermæle og kilder: hvorfor de blev glemt – og hvordan vi husker dem

1. Fragmenterede arkiver
   Gestapo-beslaglæggelser, evakueringer i krigens slutfase og efterkrigstidens administrative kaos betød, at mange lokale dokumenter forsvandt eller spredtes ud på små kommunale depoter. Resultatet er kildespor, der ligger i lommer snarere end i ét samlet fonds.
2. Lokal forankring og mangel på “store navne”
   De syv grupper rekrutterede ofte blandt landsbyarbejdere, mine- og jernbanefolk eller kirkegængere, som sjældent skrev erindringer eller blev interviewet af historikere. Uden karismatiske frontfigurer blev historierne på forhånd mindre “presseegnede”.
3. Efterkrigstidens heltenarrativer
   Den officielle erindringspolitik dyrkede et samlende billede af nationens modstand - koncentreret om få store netværk som OTG og Lëtzebuerger Patriote Liga. Mindre celler passede dårligt ind i fortællingen om den nationale enhed og blev derfor reduceret til fodnoter.
4. Politisk følsomhed
   Nogle grupper opererede tæt på smuglere eller var involveret i efterkrigstidens “sortbørs”, andre havde internt samarbejde med kommunister eller præster - forhold der længe gjorde deres arkiver politisk ømtålelige.

Veje til genopdagelse

Forslag til researchgreb og formidling i dag

• Digitale kort & crowdsourcing: Opret et interaktivt kort over modstands­operationer hvor efterkommere kan uploade dokumenter og geotagge begivenheder.
• Tre-sproget kildearbejde: Kombinér luxembourgsk, tysk og fransk materiale; maskin­oversæt illegalt tryk for at gøre det søgbart.
• Mikrohistorie i klasseværelset: Lad elever adoptere én landsby, finde navne på modstandsfolk i kommunearkivet og producere podcasts eller Instagram-stories.
• Samarbejde over grænser: Flere grupper opererede fra belgisk eller fransk jord; indgå partnerskab med Archives départementales de la Moselle samt Bundesarchiv i Koblenz.
• “Åben kuffert”-udstillinger: Rejsende mini-udstillinger til biblioteker og rådhuse, bestående af kopi-dokumenter, QR-koder til interviews og scent-stations (kul, tryksværte, jernolie) for at aktivere sanserne.
• Etik & følsomhed: Inddrag familierne tidligt; nogle sår er stadig åbne og kræver anonymisering eller “lukket hylde”-perioder.

“Historiens tavshed er sjældent et tegn på fravær - oftere et ekko af stemmer vi endnu ikke har lært at høre.”
- Arkivar ved ANLux, interview 2021

Ved at kombinere systematisk arkivsøgning med nytænkende formidling kan de syv glemte grupper genvinde deres plads i Luxembourgs kollektive erindring - ikke som fodnoter, men som levende vidnesbyrd om civil modstandskraft.