Hvordan blev et lille, skovklædt hertugdømme midt i Europa til det moderne storhertugdømme, vi kender i dag? Svaret gemmer sig i fem diplomatiske nedslag, hvor konger, kejsere og ministre bogstaveligt talt flyttede stregerne på landkortet – og gjorde Luxembourg til Europas mest omstridte hjørnesten.
Mellem Kanonernes Torden og blækket fra forgyldte signetringe skiftede byer som Thionville, Bitburg og Longwy hænder, mens Luxembourgs befolkning så deres hjemlande vokse, krympe eller helt forsvinde på kortet. Fra Pyrenæerfreden i 1659 til Londontraktaten i 1839 blev grænsen tegnet om ikke færre end otte gange; fem af disse gange var så skelsættende, at de for altid forandrede landets geografi, økonomi – og identitet.
I denne artikel dykker vi ned i netop de fem traktater, der trak de dybe, diplomatiske streger og lagde kimen til nutidens Luxembourg. Vi starter med en rejse tilbage til middelalderens brogede hertugdømme, før vi marcherer gennem franske angreb og habsburgske intriger, for til sidst at lande ved de forhandlingsborde i Wien og London, som fæstnede Luxembourgs nuværende form.
Sæt dig godt til rette – for historien om Luxembourgs grænser er alt andet end en tør opremsning af datoer: den er fyldt med belejringer, store strategiske satsninger og menneskeskæbner, der stadig kaster lange skygger over Europas lille hjerte med de store oplevelser.
Baggrund: Luxembourgs grænser før 1659 – fra hertugdømme til strategisk brik
Inden vi når til de fem traktater, er det afgørende at forstå det middelalderlige hertugdømme Luxembourg og dets særstilling i hjertet af Vesteuropa. Fra 1300-tallet og frem til midten af 1600-tallet var Luxembourg vævet ind i et komplekst net af arveforhold, militære alliancer og kommercielle interesser, som gjorde grænserne både flydende og omstridte.
Placering, placering, placering
Luxembourg lå – og ligger – hvor tre stormagters interessesfærer overlappede:
- Frankrig mod vest og syd, som siden middelalderen søgte at udvide sin «naturlige grænse» til floden Meuse.
- Det Tysk-romerske Rige mod øst, som betragtede området som en del af sin rigskreds og derfor som en defensiv forpost.
- De burgundiske, senere habsburgske Nederlande mod nord, som havde brug for trygge handelsveje til Rhin- og Rhône-bassinet.
Hertugdømmets udstrækning før 1659
Under den habsburgske krone blev Luxembourg et af de 17 provinser i de Spanske Nederlande. Det strakte sig langt ud over det nuværende storhertugdømme – fra Thionville (Diedenhofen) i syd til den eifelske skov i nordøst og fra Marville i vest til Echternach i øst. Hertugdømmets areal var cirka fire gange større end i dag.
| Nøgleby | Funktion | Strategisk værdi |
|---|---|---|
| Luxembourg by | Hovedstad & fæstning | Kontrollerede overgangene over Alzette og Pétrusse |
| Thionville | Havneudskibning på Mosel | Adgang til Rhin-handlen |
| Montmédy | Bastion i Gaume | Spærrede den franske akse Verdun-Namur |
| Bitburg | Markedsby | Porten til Eifel og Köln |
Fæstninger som valuta
Mens andre europæiske fyrster handlede med sølv og krydderier, handlede Luxembourgs herrer med mure. Bastioner som Montmédy, Longwy og Esch-sur-Sûre blev konstant opgraderet med raveliner og glaciser, finansieret af spanske skatter og habsburgske subsidies. Den, der kontrollerede fæstningerne, kunne:
- Opkræve told på salt, vin og klæde, der passerede nord-syd via Mosel.
- Styre militære flanker ud mod Lorraine, Champagne og Rhinen.
- Påvirke pave- og kejserpolitik ved at love – eller true med at nægte – adgang for tropper.
Handelsveje og økonomiske nerver
Tre transkontinentale ruter skar igennem hertugdømmet:
- Champagne-Mosel-Rhin-handelsaksen (salt & vin)
- Ærkehertugvejen fra Bruxelles via Namur til Milano (spanske soldaterlønningsruter)
- Fløjlskorridoren mellem Flandern og Nürnberg (tekstiler & metal)
Når krige lukkede Rhône- eller Nordsøhavne, blev Luxembourgs bjergpas og floddale omveje, som alle stormagter ville kontrollere – eller sabotere.
Dynastiske konflikter som katalysator
Luxembourg-huset selv havde i 1300-tallet siddet på Den tysk-romerske trone, men med Karl 6. af Luxembourgs fald gled magten til Valois-Burgund og siden til Habsburg. Resultatet var et territorium, hvis loyale adelsfamilier – de Ravilles, de Mansfelds, de Clervaux – svor skiftevis troskab til kejser, konge eller statholder alt efter, hvem der tilbød mest gunstige len.
Da religionskrigene brød ud i 1500-tallet, blev disse dynastiske og økonomiske interesser foldet ind i modstanden mellem katolske Habsburg og det calvinistiske Nederland. Protestanter flygtede til Arlon og Virton, mens katolske tropper forskansede sig i Luxembourg by. Hver belejring omformede forsvarsværkerne og fortrinsretten til toldindtægterne.
Konsekvensen: Flydende grænser før 1659
Derfor var hertugdømmets konturer alt andet end faste:
- Diplomater omkring Wien, Madrid og Versailles talte i «fæstningszoner» frem for i klare grænselinjer.
- Lokale bønder skiftede suzeræn, når regimenter marcherede gennem landsbyen.
- Kortmagere som Gerard Mercator opdaterede løbende deres kobberstik for at følge med nye skanseværker.
Det var dette politiske og geopolitiske patchwork, franskmændene først begyndte at pille ved i Pyrenæerfreden 1659. Derfra skulle en serie traktater på blot 180 år forvandle Luxembourgs gamle hertugdømme til det moderne storhertugdømme, vi kender i dag.
De franske krige: 3 traktater der flyttede grænsen (1659–1697)
Da Spanien og Frankrig afsluttede den næsten 25-årige Fransk-spanske krig, blev den spanske krones nederlag betalt med land fra de Spanske Nederlande. Hertugdømmet Luxembourg – formelt spansk, men med eget statholderi – måtte afstå tre nøglefæstninger, som Vauban længe havde haft i kikkerten:
| By/Fæstning | Strategisk betydning | Nuværende placering |
|---|---|---|
| Thionville / Diedenhofen | Kontrol over Mosel-overgangen og vejen til Trier | Frankrig, Moselle-departementet |
| Montmédy | Vagtpost mod Champagne og Sedan | Frankrig, Meuse-departementet |
| Longwy | Myldredepunkt for jernhandel; port til Ardennerne | Frankrig, Meurthe-et-Moselle |
- Militært: Grænsen rykkede 25-40 km ind i hertugdømmet. Fæstningsringen, der beskyttede selve byen Luxembourg, blev brudt, og det åbnede vejen for fremtidige franske offensiver.
- Økonomisk: Jernudvindingen i Longwy-bassinet og toldindtægterne fra Mosel-handelen faldt bort – op mod 15 % af hertugdømmets skattebase.
- Administrativt: Spanske og luxembourgske embedsmænd måtte oprette nye toldsteder og revidere bailliage-grænser; befolkningen i de afståede områder fik valget mellem at udvandre eller blive franske undersåtter.
2. Våbenhvilen i regensburg (1684): Louis xiv beslaglægger selve byen luxembourg
I de såkaldte Reunion-krige erobrede franske tropper i juni 1684 den mægtige fæstning Luxembourg efter en to måneders belejring, som kostede 20 000 granater og 7 000 liv. Våbenhvilen i Regensburg gjorde erobringen ”midlertidigt” lovlig i 20 år.
- Militært: Vauban ombyggede fæstningen med 34 bastioner, hvilket fik samtiden til at kalde byen ”Nordens Gibraltar”. Luxembourg blev fremskudt base for felttog mod Rhinlandet og Brabant.
- Økonomisk: Nye franske skatter, militærlogi og tvangsarbejde belastede en befolkning, der allerede led under rekruttering og plyndring. Samtidig blomstrede handel med vin og tobak takket være adgang til franske markeder.
- Administrativt: Hertugdømmet blev lagt ind under det franske Gouvernement des Pays conquis med fransk ret, mønt og målesystem – et forsmag på senere napoleonske reformer.
3. Rijswijkfreden (1697): Hertugdømmet retur – Men i amputeret form
Niårskrigen (1688-97) drænede Europas kasser. Ved freden i Rijswijk gav Louis XIV Luxembourg tilbage til den spanske krone for at opnå en generel fred, men han beholdt de byer, der allerede var sikret i 1659.
- Territoriet: Det ”gamle” Luxembourg blev genskabt, men uden Thionville, Montmédy og Longwy. Den nye fransk-luxembourgske grænse blev befæstet med en streng toldmur, der ofte skar familie- og handelsbånd midt over.
- Militært: En del af Vaubans værker skulle rives ned; alligevel stod bymuren stærkere end før 1684. Spanien påtog sig at bemande fæstningen, men havde hverken penge eller mandskab – et hul, Østrig snart ville udfylde.
- Økonomisk & socialt: Krigen havde decimeret befolkningen med 10-15 %. Genopbygningen blev finansieret gennem forhøjede jordskatter og skovhugst, hvilket drev mange bønder mod byerne eller udvandring til Rhinen.
Samlet betydning 1659-1697
På mindre end 40 år skiftede Luxembourg frem og tilbage mellem to stormagter og mistede over en femtedel af sit areal. Disse traktater
- rykkede grænsen vestpå og skabte en buffer, som Frankrig senere kunne bygge videre på,
- afrøvede hertugdømmet indtægtskilder og afhændede vigtige jern- og vinområder,
- plantede kimen til en luxembourgsk identitet, der var forskellig fra både den franske og den spanske/østrigske sfære – en identitet, der skulle blomstre i 1800-tallets nationale spørgsmål.
Når man derfor i dag krydser grænsen ved Longwy eller ser Vaubans mure om byen Luxembourg, står sporene af 1600-tallets diplomatiske slag stadig malet i landskabet.
Fra Wien til London: 2 traktater der definerede det moderne Luxembourg (1815–1839)
Da Napoleon blev endeligt besejret i 1814-15, lå det tidligere franske département des Forêts – det historiske Luxembourg – på sejrsmagternes forhandlingsbord. På Wienerkongressen valgte stormagterne en kompromisløsning, som skulle:
- Bremse fransk ekspansion ved at lægge en stærk fæstning mellem Frankrig og Rhinen.
- Belønne Nederlandene for deres indsats mod Napoleon.
- Give Preussen en strategisk fremskudt bastion uden at styrke kongeriget for meget territorielt.
Løsningen blev et nyt Storhertugdømme Luxembourg i personalunion med kongen af Nederlandene, Vilhelm I. Det betød én monark, men:
- Luxembourg fik egen forfatning og administration.
- Der skulle tales tysk i Forbunds-sammenhæng, men hollandsk/fransk i regeringskontorerne – et tidligt kim til sproglig kompleksitet.
Byen Luxembourg blev udpeget som Bundesfestung i det nyoprettede Tyske Forbund. En prussisk garnison på ~6.000 mand rykkede ind, og den berømte ingeniør Vaubans volde blev udbygget til Europas “Gibraltar i Norden”.
Grænsen mod preussen – Eifel-afståelserne
For at udligne magtbalancen afstod Luxembourg en betydelig landstribe mod øst til Preussen:
| Område | Nuværende placering | Areal (km²) |
|---|---|---|
| Bitburg (Bitburg-Prüm) | Rhinland-Pfalz, DE | ca. 1.100 |
| Neuerburg & Vianden skovene | Rhinland-Pfalz, DE | ca. 600 |
| Sankt Vith-området* | i dag Belgien | ca. 600 |
*Sankt Vith blev senere overført til Belgien, men tabet til Luxembourg dateres til 1815.
I alt mistede hertugdømmet knap 2.300 km² og omkring 55.000 indbyggere. Til gengæld fik Luxembourg medlemsskab af det preussisk-dominerede toldsystem, hvilket senere lettede eksporten af jern og landbrugsvarer.
Londontraktaten 1839 – Den store deling efter belgisk revolution
Oprør og geopolitisk dødvande
I 1830 brød den belgiske revolution ud mod nederlandsk styre. Vest-luxembourgerne, hvor fransk dialekt (gaumais) og vallonsk kultur dominerede, sluttede sig hurtigt til oprøret. Men citadellet i byen Luxembourg forblev loyalt mod kong Vilhelm I, beskyttet af de preussiske tropper på fæstningen.
Resultatet var otte års forviklede forhandlinger mellem Europas stormagter, Belgien og Nederlandene, indtil Londontraktaten af 19. april 1839 lagde kniven på landkortet.
Hvordan blev grænsen trukket?
Konferencen trak en linje, som i store træk fulgte:
- Fra den franske grænse ved Arlon/Attert,
- nordpå via Martelange til Wiltz-floden,
- øst om Clervaux og Diekirch,
- sluttende ved Our-floden og den allerede præciserede preussiske grænse.
Dermed blev Luxembourg formelt delt:
| Til Belgien (Provinsen Luxembourg) | Til Storhertugdømmet | |
|---|---|---|
| Areal | ~4.730 km² | ~2.586 km² |
| Indbyggere (1839) | ~175.000 | ~135.000 |
| Hovedby | Arlon | Luxembourg by |
Demografiske og økonomiske følger
- Et tredjedelstab: Luxembourg mistede to tredjedele af sit territorium og godt halvdelen af sin befolkning på ét pennestrøg.
- Jernmalm delt i to: Den rige Minette-åre (jernmalm) blev delt; Belgien fik de bedst udnyttede vestlige årer, mens storhertugdømmet beholdt de senere så vigtige felter ved Esch-sur-Alzette.
- Toldmure og veje: Grænsen skar handelsveje over, og mange familier endte adskilt af to toldsystemer. Fra 1842 søgte Luxembourg adgang til Zollverein for at kompensere.
Langtidseffekter på identitet og diplomati
Londontraktatens måske vigtigste arv er den internationale garanti for Luxembourgs territoriale integritet. Selv om neutraliteten først blev formaliseret i 1867, lagde 1839-traktaten grundstenen til:
- En delt luxembourgsk identitet – fransktalende vestlændinge blev belgiske, mens den tyskinfluerede østlige del udviklede en unik luxembourgsk nationalfølelse, centreret om sproget Lëtzebuergesch.
- Et diplomatisk sikkerhedsnet – Storbritannien, Frankrig, Preussen, Østrig og Rusland var alle medunderskrivere og forpligtede til at respektere (og i praksis beskytte) det lille storhertugdømme.
- Strategisk relevans – Delingen fjernede en betydelig fransk/belgisk indflydelse fra den vigtige Mosel-travers, men fastholdt Luxembourg som buffer mellem stormagterne.
Fra Wien til London blev Luxembourgs landkort dramatiseret og reduceret, men også forankret i international ret. De to traktater skabte det territoriale skelet, som det moderne storhertugdømme stadig hviler på i dag.
