Den 28. september 1919 stemte Luxembourgs vælgere om både landets politiske styreform og dets økonomiske tilknytning. Et stort flertal ønskede at beholde storhertuginde Charlotte, og den foretrukne økonomiske partner var Frankrig. Den økonomiske union blev alligevel senere indgået med Belgien. Netop forskellen mellem folkeafstemningens to resultater og det efterfølgende forløb gør begivenheden vigtig.
Efter krigen var selvstændigheden usikker
Tyske tropper besatte Luxembourg i august 1914 i strid med landets neutralitet. Besættelsesmagten havde særlig interesse i jernbanerne og industrien, mens landets egne politiske institutioner fortsatte under besættelsen.
Krigen medførte forsyningsproblemer og sociale spændinger. Efter dens afslutning kom der også stærk kritik af storhertuginde Marie-Adélaïdes politiske rolle og forbindelser til det tyske kejserhof. I januar 1919 forsøgte republikanske kræfter at ændre styreformen, men uden varigt resultat.
Marie-Adélaïde abdicerede, og søsteren Charlotte overtog i januar 1919. Det løste ikke af sig selv spørgsmålet om dynastiets legitimitet eller Luxembourgs fremtidige forhold til naboerne. Folkeafstemningen skulle gøre befolkningens vilje synlig både indenrigs og internationalt.
Et bredere vælgerkorps
1919 var også året for almindelig valgret. Forfatningsreformen gav luxembourgske kvinder og mænd fra 21 år stemmeret og brød med den tidligere indkomst- og skattebaserede afgrænsning. Kvinder kunne dermed deltage i den politiske afgørelse på samme grundlag som mænd.
Parlamentets vedtagelse af reformen fandt sted den 8. maj. Reformerne omfattede desuden en proportional valgordning. Det er derfor nyttigt at skelne mellem parlamentets beslutninger, de formelle lovdatoer og selve afstemningsdagen i september.
Fire politiske svarmuligheder
Den politiske del var mere detaljeret end et enkelt ja eller nej til monarkiet. Vælgerne kunne tilkendegive ønske om:
- at beholde Charlotte som regerende storhertuginde;
- at beholde dynastiet med en anden storhertuginde;
- at få et andet dynasti;
- at indføre en republik.
Omkring 77,8 procent af de gyldige politiske stemmer gik til Charlotte. Republikken fik omkring 19,7 procent, mens de to øvrige muligheder tilsammen fik omkring 2,5 procent. Når en overordnet fremstilling siger, at omtrent 80 procent støttede monarkiet, bør det skelnes fra den specifikke andel, der stemte for Charlotte.
Valgdeltagelsen ved den politiske afstemning var omkring 72 procent. Det var en klar styrkelse af den nye storhertugindes stilling, men ikke et udtryk for, at alle vælgere eller politiske modstandere var blevet enige om landets udvikling.
Frankrig eller Belgien som økonomisk partner
Den økonomiske del drejede sig om en union med Frankrig eller Belgien efter bruddet med det tyskorienterede Zollverein. Tyskland og en fuldt selvstændig toldpolitik var ikke ekstra svarmuligheder, som skal have hver sin procentdel i resultatet.
Et flertal på omtrent tre fjerdedele foretrak Frankrig. Det udtrykte en stærk vestlig orientering efter krigen, men det var ikke en afstemning om at indlemme Luxembourg i Frankrig. Et økonomisk samarbejde og en politisk annektering er forskellige spørgsmål.
Hvorfor blev unionen så belgisk?
Frankrig valgte ikke at realisere den ønskede økonomiske union og henviste Luxembourg mod Belgien. Resultatet af afstemningen kunne ikke i sig selv forpligte en fremmed regering til en aftale.
Efter forhandlinger blev traktaten om den belgo-luxembourgske økonomiske union underskrevet den 25. juli 1921, og samarbejdet trådte i kraft i 1922. UEBL, også kendt under den engelske forkortelse BLEU, blev en varig ramme for økonomiske og monetære forbindelser.
Den monetære historie skal dog ikke reduceres til en påstand om uændret 1:1-paritet fra 1921 til euroen. Pariteten blev formaliseret i 1929, brudt ved forskellige devalueringer i 1935 og senere genoprettet. De efterfølgende ordninger må forstås i deres egen tids sammenhæng.
Folkeafstemningens betydning
Afstemningen gav Charlotte et tydeligt demokratisk mandat i en tid, hvor monarkiet og selvstændigheden var udfordret. Sammen med den bredere valgret og princippet om national suverænitet blev den del af grundlaget for mellemkrigstidens politiske orden.
Den økonomiske del viser samtidig en begrænsning ved en national konsultation: vælgerne kunne udtrykke en præference, mens den endelige løsning også afhang af diplomati og andre landes interesser. Luxembourg bevarede sin statslige ramme og fandt en ny samarbejdspartner, selv om det ikke blev vælgernes førstevalg.
